I Garborgs Rike; Trætte Mænd.

"Syklister er en herlig Race. De duer ikke til andet end til at klæ sig i lycra og barbere sine bæn. Det sidste liker de bedst. "Jeg maa ha noget lættere" sukker de, og kan i sin Glæde drive det til at betale 50.000 Kroner for sin Velocipæd."

Saa (omtrent) sa jeg til Psykologen i morgen i bilen (han har Forbindelser, den Fyr! Volvo stasjonsvogn); og han begyndte paa vanlig Vis at moralisere.
"En klok Mand indretter sig saa, at han vælger sin plads i feltet med omhu" sa han.
"Naa, det skal jeg s'gu klare," mente jeg, "og kunde behøve det den Dag i idag; men ... saa lenge man er med dem til Jernbanen: hvor man har Brug for dem -- . Jeg undres mangen Gang paa, hvor der blir av dem?"

The King klemte for sine haandtak og traakket-- med en let fartsøkning til i den opgaaende bakke -- :
"Spørg ligesaa snart, hvor der blir af syklisterne fra Deres pulje, min Ven. De faller væk simpelthen. En for en. Du mærker det ikke. Indtil du pludselig opdager, at du sidder sidst ... m. a. O. er du snart nedstemand” --
-- -- Ja, ja, de faller væk. Eller ligesaa godt: man kjører fra dem, ryster dem af, efterhvert som man støter i front.

På hjul ligg han trygg og kviler
Heilt tills han fell paa Tryne
og inni seg fortviler.
Fortsatt tri Mil til Bryne.
44/11 hjelp ingin Ting,
Krampe i leggane iler
der framme forsvinn the King.

Der nede, i byn, kappast teten mot maal ei Mil lang smal grussti.
Det er sjølve Eliten. Sveitte og gapandes kjem dei veldig Rullande veltande ut or den grøne skog, drivi av krafta fraa Vilja og Maxim, køyrande sine lette karbonhestar fram or opplaupet, so Skumskavlen stend, andande sin djupe Æveheims Orgetone fraa dei ytste Avgrunnar. So spurtar dei seg mot Maal og krasar seg ind i høgaste hast, med brøl og pust og lange Brak, døyande burt i døyvt Dunder.

Glemte kamera, så tusen takk til anMarton & co for disse blinkskota